Om DieselHouse

DieselHouses koncept

Ombygningen og indretningen af DieselHouse samt den daglige drift bekostes af MAN Diesel & Turbo således, at det er gratis for publikum at opleve denne perle af en attraktion. MAN Diesel & Turbo ønsker med DieselHouse at udbrede kendskabet til dieselteknologi og derved inspirere unge mennesker til at tage en teknisk uddannelse, også til gavn for den fremtidige udvikling af dieselmotoren. DieselHouse er et oplevelsescenter for dieselteknologi og industri i en kulturhistorisk sammenhæng.

Den mastodontiske B&W dieselmotor fra 1932 er det naturlige samlingspunkt på DieselHouse. Til lyden og lugten af gamle arbejdende motorer kan publikum følge dieselteknologiens udvikling fra slutningen af 1800-tallet og helt frem til i dag. Fokus er på miljøeffektivitet, og motorerne som bliver stadig mere computerstyrede. Museet er dog ikke ren og skær teknik. Den teknologiske udvikling kobles således sammen med historien om Københavns energiforsyning, om B&W skibsværfts og motorfabriks udvikling over 150 år, om varetransport over havene og diesel-teknologiens brug i hele verden.

Bygningens Historie
DieselHouse-bygningen blev opført på H. C. Ørstedværket i 1932 for at huse en dobbeltvirkende totakt dieselmotor leveret af Burmeister & Wain. Motoren blev tilkoblet en 15.000 kW generator. Den skulle levere strøm til Københavns befolkning i forbindelse med det øgede forbrug, som indtræder morgen og aften. Motoren var i mere end 30 år verdens største dieselmotor. Siden 1970erne og indtil 2004 har den været stand-by enhed ved strømudfald på værket. I dag er den ikke længere tilkoblet værket, men er stadig køreklar og er hovedattraktionen i DieselHouse.

Klik her for at se transformationen fra elværk til oplevelsescenter.