|
Selandia – verdens første oceangående dieseldrevne skib.
DieselHouse byder i øjeblikket på en enestående særudstilling om det legendariske, danske motorskib Selandia.
Selandia stod klar i 1912, hvor den stævnede ud fra B&W’s skibsværft på Refshaleøen i København. Skibet var bygget til ØK og markerede en teknologisk milepæl, eftersom det var verdens første oceangående dieseldrevne skib.
Jomfrurejsen til Bangkok gik via London, hvor selveste Winston Churchill besøgte Selandia – og han så straks, at Selandia ville få en banebrydende betydning for skibsfarten, der nu stod overfor at gå fra damp- til dieselmotorer.
Udstillingen i DieselHouse indeholder blandt meget andet en unik sølvmodel af Selandia, der var en dåbsgave til Selandias gudmoder etatsrådsinde Anne Marie Andersen, der var gift med ØK’s stifter H.N. Andersen.
Anledningen til særudstillingen er, at Danmarks Nationalbank har valgt Selandia som motiv på den nye 20 kr. mønt. Derfor indeholder udstillingen også en serie Selandia-skitser lavet af kunstneren Torben Ebbesen, der står bag motivet på 20 kr. mønten.
Kom og oplev Selandias fantastiske historie i DieselHouse!
|
|